ALT DET DER LEVER
– for små børn og deres voksne
En sanselig og omfavnende danseforestilling og installation om, at alt er forbundet med hinanden
Et trygt og åbent rum.
En verden i børnehøjde.
Her er tid.
Tid til at se det, der næsten ikke kan ses.
Tid til at høre det, der næsten ikke kan høres.
En lille hånd mod et ukendt materiale.
Et blik, der møder et andet blik.
En opdagelse, der føles som første gang verden bliver til.
ALT DET DER LEVER har samme udspring.
Én livskraft, der folder sig ud i myriader af former.
ALT DET DER LEVER bæres frem af rytmer.
Hurtige som hjerteslag.
Langsomme som årstidernes skiften.
ALT DET DER LEVER er skabt af celler.
Celler der vokser.
Celler der deler sig.
Celler der forbinder sig.
Celler, der bygger verdener af kød og blade og vinger og hud.
Et træ, der løfter sine grene mod himlen.
En paddehat, der som en hemmelighed folder sig ud i skovbunden.
Et insekt der skjuler sig under en sten
En fugl, der syr himlen sammen med sine vinger.
En blæksprutte, der skriver bløde tegn i havet.
Et barn der løber.
Et voksent menneske…
EN SANSELIG TOTALOPLEVELSE
Publikum træder ind i et blødt og omfavnende univers i bevægelse. Her kan man sidde eller stå, ligge eller gå, danse eller blot være til. Man befinder sig midt i en syngende lydskulptur hvor rummet besjæles af et levende lys- og videodesign og fire dansere giver stedet krop og sanseligt nærvær.
Stedet er afspændt, roligt og trygt og fyldt med det lille barns intense opmærksomme tilstedeværelse. Et sted hvor alt bliver set, hørt og mærket. Oplevet med et lysvågent sind, som om det aldrig var oplevet før.
Vi håber med denne forestillingsinstallation at kunne give alle, både børn og voksne, en følelse af sammenhæng. Af at vi ikke er alene. At vi er en del af det hele. Og at det er jublende dejligt.
TO VERSIONER – to aldersgrupper – to tidspunkter på dagen
En for børn om morgenen og en for voksne om aftenen.
Morgen: 0–4 år og deres voksne
45 minutter inklusiv leg og opdagelse i installationen
Se mere om aftenversionen af forestillingen for unge og voksne her…
Holdet bag
Ide, Koreografi og iscenesættelse Thomas Eisenhardt
Koreografi og iscenesættelse Ida Elisabeth Larsen
Medvirkende dansere Kenzo Kusuda, Magali Camps, Ole Birger Hansen og Þórunn Guðmundsdóttir
Komponist Ditte Rønn
Scenografi og kostumer Marie Chemnitz
Lysdesign og afvikling Elke Laleman
Grafik Line Thornberg
Produktionsleder Morten Kolbak
Produceret af Aaben Dans